Livets indre GPS

22-03-2024

Rigtig mange af os kan have en tendens til at leve livet lidt på autopilot, med snuden i sporet, uden at stoppe op og overveje, om man egentlig går i det rette spor. Mennesker er vanedyr, som trives med rutiner og automatik. Men det er samtidig vigtigt for os at have en følelse af, at vores liv føles meningsfuldt, og jeg vil i dette indlæg invitere dig til at stoppe op, og reflektere lidt over, hvad der egentlig gør dit liv værd at leve for dig.


Vores indre værdier fungerer som en slags indre GPS, som guider os i forhold til de valg, vi træffer og de ting, vi investerer tid og energi i. Mange af os er ikke bevidste omkring de indre værdier, og mange oplever først at komme i kontakt med dem i forbindelse med store livsforandringer eller ved at gennemleve en livskrise. 

Vores indre værdier vedrører:

  • De ting, som inderst inde betyder noget for os

  • Det menneske, vi gerne vil være

  • Måden, vi anskuer verden på

Når vi bliver bevidste om vores egne værdier, får vi et kendskab til os selv som vi kan bruge, særligt når vi er i pressede situationer, oplever ubehag, er i tvivl eller er i krise. Her kan viden om egne værdier netop fungere som GPS, vi kan rette os efter. Hvis du eksempelvis har en indre værdi som omhandler at leve et klimavenligt liv, kan det være en god investering at bruge de ekstra minutter på at affaldssortere grundigt eller betale en højere pris for klimavenlige varer. Eller hvis du har en indre værdi omkring at være hjælpsom, kan det være værd at blive en ekstra halv time efter fødselsdagen, for at hjælpe med oprydningen. Disse handlinger føles i øjeblikket ikke nødvendigvis glædelige, men de giver os en følelse af tilfredsstillelse og mening. 

For at finde frem til dine indre værdier, kan du stille dig selv spørgsmål som disse:

  • Hvad er vigtigt for mig, når alt kommer til alt?

  • Hvad vil jeg gerne huskes for af mennesker omkring mig?

  • Hvilken ven/veninde/forælder/partner vil jeg gerne være?

  • Hvis jeg kunne skrælle frygt og usikkerhed væk, hvordan ville jeg så bruge min tid og energi?

Når vi oplever ubehag i form af tvivl, usikkerhed eller frygt, kan det være en stor hjælp at mærke efter, om ubehaget opstår som et led i, at man handler ud fra sine værdier. Når vi mærker efter og rent faktisk ser, at vi handler ud fra egne værdier, oplever vi nemlig følelser af mening, livskraft og glæde, og det gør det lettere at acceptere det ubehag, som måtte følge med i processen.