Din psykolog

Jeg tager altid udgangspunkt i dig og din oplevelse af dit liv. Mennesker er unikke med forskellige historier, vilkår og ønsker for vores liv, og derfor tilrettelægges terapien ud fra dig og din specifikke livsverden. Jeg lægger stor vægt på at skabe en god og tillidsfuld relation, hvor du føler dig tryg, så du vil hos mig blive mødt med åbenhed og nysgerrighed, og jeg vil altid møde dig som det hele menneske, du er.

Jeg er som person og psykolog afslappet og nede på jorden, og det er vigtigt for mig at skabe en atmosfære, hvor der er plads til, at du kan være autentisk til stede. Vi vil i terapien have fokus på, hvordan du kan møde din verden frit, nuanceret og åbent, med henblik på at føre et liv, som du finder meningsfuldt.


Faglig baggrund

Jeg er uddannet fra Aalborg universitet, hvor jeg har specialiseret mig indenfor den menneskelige oplevelse i sin kontekst. Jeg har skrevet bachelor om den menneskelige bevidsthed, og speciale om oplevelsen af skam set i et kulturpsykologisk og relationelt perspektiv. På min kandidat har jeg deltaget i professionsprogrammet Cultural Psychology, hvor vi særligt beskæftigede os med mennesket i samspil med dets omgivelser og relationer. Vi fødes, vokser op og dannes i en kulturel kontekst med særlige forventninger og normer, og vi forstår således os selv og andre mennesker ud fra denne kontekst. Jeg har efter studiet, i samarbejde med min vejleder og professor fra kandidaten, skrevet og udgivet en forskningsartikel på baggrund af mit speciale (https://journals.sagepub.com).

Jeg har valgt at uddanne mig til psykolog, fordi jeg har en stor passion i forhold til at forstå og forholde mig til den menneskelige oplevelse af livet, herunder hvordan vi dannes og skabes i samspil med den dilemmafyldte verden, som omgiver os.

Jeg er autoriseret af Psykolognævnet i december 2025.

Erhvervserfaring

Jeg har stor arbejdserfaring fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, hvor jeg har arbejdet med børn og unges trivsel i samspil med deres skoleliv. I dette arbejde har jeg fået stor viden omkring menneskers udvikling, herunder ligeledes udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme. I arbejdet har jeg særligt været optaget af at møde familierne med et ressourceorienteret perspektiv, med fokus på de situationer og kontekster barnet lykkes i, da vi med udgangspunkt i denne viden kan kortlægge, hvordan barnet bedst imødekommes, ud fra de behov og vilkår, han/hun har.

Jeg har derudover arbejdet i en privat klinisk psykologpraksis, hvor jeg havde korttidsterapeutiske forløb med primært voksne klienter. Her har jeg mødt klienter med udfordringer inden for stress, angst, depression, sorg og livskriser. Jeg arbejdede metodisk med kognitiv adfærdsterapi, med fokus på klientens tanker, følelser og handlinger samt samspillet mellem disse. Jeg har tidligere arbejdet som privatansat hjælper for en ung med autisme og frivillig brevkasserådgiver, og har stor erfaring indenfor ungeområdet.